|
|
|
|
|
|
| af: Mads og Mette | 8/29/2005 | ||||||||||||||||
En sørejse ender |
|||||||||||||||||
| Sørejsen er ikke fuldført før sømanden atter når sin hjemhavn. | |||||||||||||||||
|
Søvejen nord om Skotland er flot. Vi har set den på en rygsæksrejse for nogle år siden, men der er en del grunde til at vi ikke kom til at se den fra søsiden. Strømmen mellem Orkneyøerne og Skotland løber til tider op mod 16 knob. Lavtryk omkring Færøerne kan udover kraftig vind give store dønninger der ikke bliver mere behagelige at sejl i når de slår tilbage efter at have ramt imod de stejle skotske kyster. Desuden er der genvej man kan tage: Den Caledoniske kanal der gå tværs gennem Skotland. I 1773 blev James Watt hyret af den britiske regering til at lave opmålinger til en kanal der, gennem de lange søer der krydser Skotland, kunne forbinde Nordsøen med Atlanterhavet. James Watt var skotte og opfinder af en revolutionerende forbedring af dampmaskinen der var med til at skabe den industrielle revolution. Der skulle dog gå en del år før planerne blev ført ud i livet. I starten af det 19. århundrede var der katastrofal arbjedsløshed og fattigdom i Skotland. Det var et passende tidspunkt at påbegynde realiseringen af kanalen. Kanalen blev bygget gennem den lange dal kaldet 'The Great Glen' (oversat: Den store dal) der deler Skotland i to med høje bjerge på begge sider. I 1803 begyndte Thomas Telford arbejdet med at bygge kanalen der med 29 sluser hæver og sænker både 32
Thomas Telford, søn af en fårehyrde, blev født i Westerkirk, Skotland i 1757. Som 14 årig gik han i lære som murer og flyttede som 35 årig til London. Her fik han hurtigt ry for at være en dygtig ingeniør. Efter den caledoniske kanal var den svenske kong Karl XIII og ministeren, greven og admiralen Baltzar von Platen, der stod for linieføringen af Göta kanalen var så imponeret over Telfords arbejde, at man hyrede ham til også at konstruere Göta kanalen i Sverige. At sejle igennem den historiske Caledoniske kanal er hyggeligt og meget smukt naturmæssigt. Alle sluser og svingbroer er bemandet af kanalpersonalet der ikke viger tilbage for en lille sluder under opholdet i sluserne. Områderne omkring sluserne er helt åbne for offentligheden så nogle gange kan slusningerne virke lidt kaotiske, men hvis man bliver stresset kan man altid finde en flydebro eller kajplads bagefter og hvile sig ved. Overalt i kanalen er der overnatningssteder og selv om der er mange både kan man go
Loch Ness, som er en del af kanalen, ligger midt i 'The Great Glen' og er jo unægtelig en berømt sø. Det er ikke så meget søens fantastiske omgivelser der gør den berømt, som dens myteomspændte beboer: Loch Ness Uhyret eller af skotter kendt som Nessie. Søen er 40 kilometer lang, 225 meter dyb og kold. Allerede i det sjette århundrede sendte skt. Columba munken et søuhyre tilbage i vandet med hellig kraft da uhyret var på vej op af søen og munkene førte derefter grundig journal over monsterobservationer. Men som årene gik, blev uhyret lige så stille glemt igen. I 1933 blev hovedvejen A82 langs nordsiden af søen åbnet og allerede i 1934 så et britisk ægtepar et dinosaurlignende dyr og derefter eskalerede monster hysteriet hurtigt. Det væltede frem med billeder af monsteret, men enten var monstrene på billederne fup eller også var de ganske regulære kedelige ting som sæler, pæle i vandet, hækbølger fra skibstrafikken på søen eller måger. Jo mere offentligheden blev interesseret i 'monsteret' des mindre interesseret blev videnskaben. I 60'erne tog en kæmpe gruppe hippier sagen i egen hånd og satte lejre op langs hele kysten med kikkerter og kameraer med store telelinser.
Men efter sammenlagt hundredvis af øjenberetninger gik der alligevel en grundig videnskabelig undersøgelse i gang i 1980'erne. Man fandt ud af at problemet var, at man aldrig ville kunne tage et billede af et nedsunket søuhyre som ville være forklarende og troværdigt. Derfor gik man af nye veje: Søen blev gennempløjet af flåder med ekkolod og efter analyse af måleresultaterne fandt man nogle store udslag der ikke umiddelbart kunne forklares. Kunne det være et kæmpe monster? Én forklaring på de store udslag på dybdemålerne kan være, at der eksistere en stor undersøisk tidevandsbølge der konstant bevæger sig fra den ene ende af den smalle sø til den anden i en dybde på 40 meter. Denne bølgebevægelse og forskellen i temperaturen på vandets øvre og nedre vandlag tilbagereflekterer ekkoloddets stråler og derfor kommer der ind imellem buede udslag som kunne ligne ryggen på et svømmende monster. Det klassiske Loch Ness monster er dinosaureren med den lange hals og luffelignende ben. Ideen skulle være at nogle dinosaurere blev fanget i søen og har overlevet der siden da. I Dinosaurernes storhedstid
En kort sammenfatning af de videnskabelige undersøgelser Loch Ness har været igennem giver unægtelig et billede af, at uhyrets eksistens er noget usandsynlig, men på den anden side har hundredvis af forskellige mennesker set uhyret eller et andet fænomen som ikke kan forklares og sådanne observationer er sket igennem generationer og sker stadigvæk jævnligt. Mysteriet om Loch Ness er meget virkeligt, og da Nangijala sejlede gennem den smukke sø var det med tændt ekkolod og ti spejdende &osl
Jan og Doris skulle jo med flyet fra Edinburgh og vi ville gerne se den smukke by igen som vi kun har besøgt kort under en rygsæksrejse. Edinburgh har 16.000 bygninger som er under UNESCO World Heritages beskyttelse. Næsten hele den gamle bydel får en til at føle sig som om man går rundt i en middelalderby. Derfor hoppede vi alle på en bus i Inverness og kørte fire timer senere ind i et menneskemylder af format. Det var kulturfestivalstid i Edinburgh. Overalt i den gamle bydel var der gøglere, musikanter og skuespillere der prøvede at tiltrække publikum til aftenens forestillinger. Så hvis man ikke blev for ør i hovedet efter alle dagens indslag på gaden kunne man tage ind til et af de mange teatre og se klassiske stykker som Shakespeare, koreanske gymnaster eller lokumshumor fra London. Efter bare to dage i den smukke gamle by kørte vi, mætte af oplevelser, tilbage til Nangijala i Nordskotland for at påbegynde sørejsens sidste længere havsejlads - to besætningsmedlemmer fattigere. Turen hjem over Nordsøen startede stille og roligt uden meget vind men med en flot springopvisning af en lokal flok delfiner i den strømfyldte flod ved Inverness. Anden
Mens vi sejlede zig zag mellem platformene og skibstrafikken kom en trawler pludselig tæt på vores bagbordsside. Mette havde ikke set trawleren i tide, da dens lanternelys druknede i det glødende skær fra en boreplatform. Trawleren var meget tæt på og med ét forvandledes Nangijalas søvnige cockpit til et virvar af liv. Mads kaldte over radioen: 'Fishing vessel, fishing vessel, fishing vessel. This is Danish sailing vessel Nangija in front of you?..' Mette overtog styringen fra vindroret, Bjørn fandt lygten frem og Nangijalas sejl blev lyst op så trawleren bedre kunne se os. Trawleren reagerede i tide og ændrede brat kurs og sejlede tæt bag os, sikkert med sit net hængende efter sig. Kollisionsfaren var overstået, i hvert fald indtil næste nat. Den næste episode startede ved vagtskiftet. Bjørn skulle ned og Mettes vagt begyndte. Foran tværs til bagbord blinkede et grønt lys. Det kunne ikke være en grøn sideafmærkningsbøje midt i Sydlige Utsira. Det måtte være et skib, men hvilket et? Et grønt toplys kan være en af de mange
En rød sidelanterne dukkede op tættere på vandet ? det var nok en trawler. De sejler som regel ikke så stærkt og lyser godt op, så den var endnu nok et stykke væk. Alligevel synes Mette at lysene kom underligt tæt på. Mette greb roret, Mads kaldte i radioen: 'Fishing trawler WHAT ARE YOU DOING?? Mette styrer Nangijala i vinden så sejlet bakker. Bjørn råber igennem bølgelarmen: 'Der er mange af dem!? Vi kunne nu se den grønne toplanterne, en rød sidelanterne og en hvid agterlanterne og omridset af to sejl. Det var ikke en eller flere trawlere, men en stor sejlbåd der var forfærdeligt tæt på. Nangijalas motor blev startet og vi sejlede for fulde omdrejninger ind i de store bølger og undgik at kolliderer med den anden sejlbåd, der nu sejlede bag os. Nu reagerede den anden sejlbåd på Mads' konstante radiokald. Med engelsk overklassesaccent fortalte han os, at han jo var på styrbord halse så vi havde vigepligt. Det har han ret i, men han har ikke 'p&arin
Englænderen synes ikke om 'vores regler' og påstod at hans lysføring var korrekt. Han havde valgt ikke tændt den røde lanterne for at spare på strømmen. Oven på den oplevelse var vi bare glade for at ingen kom noget til ? det var tæt på. Et kulingvarsel for Skagerrak fik os til at sejle ind til Norges kyst. Der var alligevel kun små tyve sømil derind. Mandal så ud til at være et sted der var nogenlunde inden for rækkevidde og med flere oplagte opankeringsmuligheder, uden for mange ubehagelige skær. Havnen, som vi troede var hovedsagelig industri, viste sig at være udelukkende turisthavn. Vi fik os en herlig nattesøvn og satte næste morgen igen kursen mod Danmark. Vi rundede Grenen lidt efter midnat og sejlede sydpå mod Læsø. Det var en flot solopgang der bredte sig over de mange store skibe der lå for svaj i Aalbæk bugt. De store bølger fra Skagerrak var, sammen med kulingen, væk. Den jyske kyst stod klart i den kølige morgenluft, men solen lovede at det nok snart skulle blive varmt. Vi var hjemme i dejligt dansk indre farvand igen. Vores første danske havn blev Vesterø på Læsø. Vi havde ikke mange dage til vi havde lovet at være i Hundested og Læsø var bevidst valgt som et af de få stop inden. Vi hoppede på cyklerne og cyklede ud til Rønnerne. Læsø har jo en helt speciel geografi der har givet øen en særlig plads i danmarkshistorien. Rønnerne er lave græsområder der flere gange om året bliver oversvømmet af Kattegats vande. En til to meter nede er et meget tyk lerlag der er vandtæt. Saltvandet siver ned, men kan ikke komme gennem leret. Den eneste vej ud for vandet er fordampningen opad og der kan saltet ikke følge med. Langsomt ophober der sig salt i grundvandet og det bliver til sidst så salt at det kan betale sig at syde salten ud af vandet. Det var starten af middelalderen, da øen blev givet overgivet til kirken, at en biskop fra Jylland sendte munke til øen for at starte et kloster. Munkene fandt hurtigt ud af hvad Læsøs undergrund gemte på; der var ikke langt fra det meget saltholdige vand til salt, eller som man kaldte det på det tidspunkt: Det hvide guld. Kirkens folk i Tyskland tjente formuer på at syde salt og den danske biskop ville gerne gøre deres bedrift efter. Munkene blev til saltsydere, men der skete for lidt mente biskoppen. Han fortalte jyske bønder, hvor mange af dem var fæstebønder, at hvis de ville tage til Læsø kunne de få et stykke jord de kunne kalde deres eget. Betingelsen var at de også sydede salt som de gav til kirken. Skat på Læsø blev betalt i salt. For at syde salt skal man bruge brændsel og efter 500 års syderi var Læsø fuldstændig træløs. Som erstatning for træ brugte man tørv, men i takt med at man fjernede den fra jorden begyndte sandflugt at være et stort problem. Græs og siv var der heller ikke meget af efter skovene var fjernet og den smule der var, skulle husdyrene have. Tagene på gårdene blev, i stedet for siv, lavet af tang. Tang der blev lagt i lag med over en meters tykkelse. Saltsyderierne gik dårligere og dårligere. Kongen gjorde de muligt for bønderne at betale skat i klingende mønt i stedet for salt og mange tog imod tilbudet. Saltproduktionen på Læsø forsvandt. Først i 90'erne startede man en produktion op igen. I dag produceres 40 tons salt i året. Over mobiltelefonen fik vi besked på at anduve Hundested havn lørdag den 20. august kl. 12.15 præcis. Aldrig før har vi skulle være ét sted på et så nøjagtigt tidspunkt. Vi besluttede os derfor for at overnatte i Rørvig havn, så var der kun 3 sømil tilbage til Hundested. Sikken en modtagelse! Mange kendte ansigter stod med flag på kajen, da vi på en strålende sommerdag atter sejlede ind i hjemhavnen. Med sang og musik blev Nangijala fortøjet foran Hundested motor- og sejlklub. Flagene var hejst og den røde løber lagt ud på kajen. Det blev en hyggelig dag fyldt af gensyn og højt humør. Dermed ender sørejsen. Nangijala krydsede atter sit ejet spor uden for Hundested havn. Det var tre år og to måneder siden vi sejlede ud fulde af forventninger og gå-på-mod. Mange sømil og oplevelser klogere vender vi nu tilbage med en stille fornemmelse i maven af ydmyghed. Vi nåede kun at se en lille del af verden, en verden som nu synes større. Nangijala er, for os, ikke længere en sammensætning af glasfiber og rustfri stål, men en selvstændig dame der har besejret tusindvis af bølger og trodset vind og vejr, nogle gange på en lidt ublid facon, men altid med godt mod. En dame der har vundet vores tillid og respekt! ?. Her til sidst vil vi gerne have lov til at takke alle der har hjulpet os med de mange detaljer der gør at det har været muligt for os at drage af sted. Tak til jer der passede brevene, skaffede reservedelene, kom og sejlede med eller hjalp på andre måder. Tusind tak! |
|||||||||||||||||
... og et skridt tilbage... |
|||||||||||||||||
