af: Mads og Mette

8/8/2005

Grønne dale med hvide får

Vi besøgte "Charles fort", en af fæstningerne der for mange år siden beskyttede den lille by og dens fine naturhavn. Med ét er ens fokus flyttet fra søens bølger og vejrets udvikling til forsvarsteknikker og datidens våbentaktik. Kinsale er en hyggelig by, men vi kunne ikke blive længe, for Doris og Jan var på trapperne med flyveren og Bjørn A skulle til at tænke på at komme hjemover til Sydhavnen og hans egen båd "Chili". Så en tidlig morgen lige før solopgang tog vi fortøjningerne og satte kurs mod Dublin. Det blev en stille tur der foregik mest for motor. Ved aftenstid rundende vi fyrskibet "Coningbeg" ved Irlands sydøstlig hjørne og næste morgen sejlede vi ind i Dun Laoghaire, en by lidt uden for Dublin.

At møde nye mennesker er rart, men at møde gamle venner man ikke har set i lange tider, i udlandet, er noget helt specielt. Jørgen er, siden vi tog hjemmefra, flyttet til Irland for at arbejde, nærmere betegnet til Dublin. Han hjalp os med at hente Jan og Doris i lufthavnen og fortalte om hans indtryk af Irland. Selvom landet ligger i den hovedsageligt socialistiske del af Europa, er det et ret anderledes land. For nogle år siden fjernede man firmaskatten. Det gjorde at flere hundrede firmaer flyttede deres kontorer til Irland. Det gav job til en masse mennesker, men hovedsageligt udlændinge. Firmaerne kunne simp

Mette går på de sekskantede sten ved Giants Causeway.

elt hen ikke, og kan stadig ikke, finde nok kvalificeret arbejdskraft blandt irlænderne. Den store tilflytning, hovedsageligt til Dublin, gjorde at ejendomspriserne tog himmelflugt: En stor villa i engelsk stil, i et af de bedre kvarterer, som er hjem til to familier, koster i dag omkring to millioner Euro. Den pris er det kun ansatte hos de udenlandske firmaer der kan betale. Der er derfor også relativt få irere i Dublin. Jørgen fortæller også at når man er i byen i Dublin er dørmænd ikke så meget for at lukke irlændere ind. De foretrækker udlændinge med fyldte pengepunge. Langsomt sætter man skatterne op igen og lige så langsomt begynder de mange firmaer at tænke på at flytte væk igen.
Noget der slår os, men som Jørgen har vænnet sig til, er de to automatiske jernporte der spærrer for indkørslen og garagen hvor han bor. I starten havde de kun den yderste port, men efter tre indbrud satte de en mere op. I USA havde der ikke været noget ualmindeligt ved sådan en installation, men at se tilsvarende foranstaltninger overalt i en by i Nordeuropa er for os lidt spøjst.

Irland og pubber hænger uløseligt sammen og vi har da heller ikke været i en by før, hvor man kan få slukket tørsten lige så mange steder som i Dublin. Der er pubber for en hver smag: Hjørnebode

Bjørn, Mette og Doris på vej over hængebroen til den lille ø Carrick-a-Rede.

gaer med stamklientellet halvt sovende ind over baren, natklubsagtige haller der kun ser indbydende ud om natten og trendy caféer som Café en Seine der får en til at tro at Englands Imperium er genopstået fra asken og har samlet alle sine meste ekstravagante kunstskatte under et tag. Det er selvfølgelig nok mest gips og papmache, men det er alligevel et imponerende sted at nyde en fadøl. Irlands beslutning om at fjerne røg fra det offentlige rum er gået over al forventning. Næsten alle pubberne har lavet "ølhaver" hvor man kan ryge uden at føle sig smidt udenfor. At gå ind i en hyggelig mørk egetræs pub der emmer af historie, uden at blive mødt af en røgtåge er lidt surrealistisk, men en ovenud behagelig oplevelse.

I Dublin sagde vi farvel til Bjørn A og fik Doris og Jan ombord. Nu er vi fem, så Nangijala er fyldt godt op. Vejrudsigten lovede stille vejr så vi tog endnu engang fortøjningerne ombord og satte kurs mod den nordirske havneby Bangor. Sejladsen tog tyve timers tid og vi anduvede målet i strålende solskin - Doris og Jan havde gennemlevet deres første nattesejlads uden problemer. Der gik desværre ikke mange timer før skyerne trak sig sammen og vinden tog til. Skiftet i vejret gjorde at vi ikke kunne fortsætte vores sejltur i et stykke tid. Vi lejede i stedet for en bil som Bjørn kørte si

Fjordsejlads, Skotland.

kkert nordpå trods venstrekørslen. Landskabet i Irland er grønt, meget grønt. På grund af de rigelige mængder af regn Irland får hvert år, er der intet af bevoksningen der er svedent og gult. Alle steder findes der grønne græsmarker der er hegnet ind af stengærder besat med evigt grønne slyngplanter. Den grønne farve bliver ved nærmere eftersyn brudt af hundredvis af får i form af hvide klumper. Der findes en masse høje bakker og bjerge og som vejen blev smallere og smallere blev køreturen mere og mere spændende.

I det nordlige Nordirland ligger resterne af en bro bygget af kæmpen Finn MacCool. Han ville bygge en vej helt til Skotland for at kunne komme over og slås med sin rival; den skotske kæmpe Benandonner. Da Finn havde bygget en vej af sten hen over vandet, fandt han Benandonner sovende i Skotland, men fik kolde fødder da han så størrelsen på sin modstander. Hurtigt løb han tilbage til Irland hvor hans kone fandt ud af hvad der var sket. Fru MacCool klædte hendes mand i babyklæder og lagde ham i en kæmpe vugge. Inden længe kom den rasende Benandonner stormende. Fru MacCool sagde til den skotske kæmpe at han i det mindste kunne være stille, så han ikke vækkede hendes søn. Benandonner gik hen til vuggen og kiggede på den store søn. S

Korset i den lille kirke i Cille-bugten er helt fra det sene ottende århundrede.

kotten blev betænkelig ved størrelsen af barnet: Hvis sønnen var så stor, så måtte hans far været enorm. Den skotske kæmpe skyndte sig at flygte tilbage mens han ødelagde broen bag sig. Derfor kan man stadigvæk se resterne af byggeriet i Nordirland og på den skotske ø; Staffa. Sådan lyder historien i hvert fald. The Giants Causeway er formet af sekskantede sten og strækker sig fra den stejle klippekyst ud i havet. Den geologiske forklaring på de specielle stenformationer er dog næppe så farverig som myten om MacCool og Benandonner. For 60 millioner år siden flød der et tykt lag af smeltet basalt lava ned i en gammel flodseng, der langsomt kølede af fra toppen og ind af. Under afkølingen trak lavaen sig sammen og krakelerede i et sekskantet mønster. Senere er den kolde sten eroderet og har efterladt sekskantede søjler, med præcise vinkler, der stikker op i forskellige højder. Et stykke meget særpræget natur.

Ikke langt fra The Giants Causeway ligger den lille ø Carrick-a-Rede. Når laksene migrerer fra det Irske hav mod vest kommer de tæt forbi den lille ø. Fiskere har gennem hundredvis af år fanget de rejsende fisk. For at fiskerne kunne komme ud til øen, for at sætte deres net ud, har de spændt en hængebro ud mellem øen og fastlandet.

En spættet hunsæl kigger opmærksomt på os mens vi nærmere og i gummibåden. Hun er lys i pelsen fordi hun har ligget på stenen i lang tid og er tør.

Broen hænger 30 meter over havets overflade. Det er lidt spændende at gå over den 20 meter lange noget dinglende bro for at komme ud til øen, men den smukke udsigt til den stejle kystlinie er alle anstrengelserne vejr.

På vores lille udflugt nåede vi at opleve andet end udendørsseværdigheder. Vi besøgte whiskey destilleriet Bushmill som bryster sig af at være verdens ældste lovlige destilleri, da de fik licens af kong James den 1. til at producere livets vand i 1608. Selvfølgelig er der blevet lavet whiskey før den tid både i Irland og i Skotland.
På gælisk hedder whiskey Uisce Beatha - livets vand. Til Irland kom for længe siden en del vikinger der selvfølgelig faldt pladask for den stærke drik. De havde imidlertid lidt svært ved at udtale navnet, som derfor hurtigt blev til fuiski i folkemunde og senere til whiskey. I Skotland staves det uden "e" altså; whisky. Efter en rundvisning i det omfattende destilleri, der producerer 70.000 flasker om dagen, fik vi lov til at smage på varerne. Bushmill er en mild whiskey uden den skarpe smag mange skotske single malt whiskyer har. Det skyldes vist nok at den irske whiskey bliver destilleret en gang mere end den skotske. Især barens whiskeytoddy var god.

Vejret makkede endelig ret og vi fortsatte sejlturen mod Skotland. Den første anke

Cafe En Seine.

rplads anduvede vi tidligt om morgnen. Da ankeret var lagt og motoren blev slukket overvældende stilheden os. Først var der ikke en lyd at høre, så brægede et får på den ene side af bugten. En ko svarede fra den anden side og sæl gøede fra vandet. Det her var anderledes end de by-lyde vi havde lyttet til i et stykke tid. Ved nærmere eftersyn lå der en lille flok spættet sæler på nogle skær og solede sig i den ene side af ankerbugten. Sælerne er nysgerrige og meget underholdende. De kommer helt tæt på Nangijala når hun ligger for anker og man har tit indtrykket af at de kigger lige så nysgerrigt på os som vi kigger på dem. Mads kunne ikke dy sig og var hurtigt i dykker dragten. Sælerne synes helt sikkert at det var lidt spændende at se et så klodsede grønt dyr (hans dragt er grøn) i vandet og svømmede nærmere med store åbne øjne og næser der snusede duft ind hver gang de var i overfladen. Sælerne holdt dog alligevel en sikker afstand på en 20 - 30 meter og da sigten i vandet ikke var god var det bedre at se dem fra ombord i gummibåden.

Irland er grønt men det er Skotland så sandelig også. Det meste land består af klipper der, i mangel på dræn, danner sumpområder i den rigelige regn. Bevoksningen mangler derfor aldrig vand og planter som bregner, kæruld og meget saftigt græs dækker bjergsiderne. Både de sorthovedede får og det røde højlandskvæg guffer lystigt i sig hvor bjergsiderne ikke er for stejle.

Ankerpladsen var ødet, men alligevel fandt vi en lille stenkirke fra det 13. århundrede. Den var for nylig blevet restaureret og inde i den var der en lille samling af meget gamle gravstene og et enkelt keltisk stenkors der var blevet rejst på stedet helt tilbage i slutningen af det ottende århundrede. Der har helt sikkert boet flere mennesker omkring den lille gode ankerbugt i datiden. I dag er det mere får der "befolker" bugtens grønne bakker, præcis som så mange andre steder i Skotland.

Vi sejlede videre op i de skotske fjorde mod den Caledoniske kanal, men før vi nåede kanalen stoppede vi i en anden lille meget smuk ankerbugt. Bjergene på siderne af fjorden bliver højere og højere jo længere vi kommer ind i landet og på vores anden ankerplads havde vi Skotlands højeste bjerg Ben Nevis på 1344 meter uden om tværs.

På en kort vandretur kom vi tæt forbi en flok af det skotske højlands kvæg. I vores guidebog står der, at man ikke må gå hen til de røde basser, der er kendt for deres hidsige temperament. Vi var ikke urolige; vi havde et stengærde mellem os og de røde køer med de imponerende lange og spidse horn. Men pludselig var stengærdet væk. Det så umistænkeligt ud som om at det var blevet væltet omkuld - det var ellers et solidt stengærde. Mon det var en gal tyr der havde væltet de store sten? Og dér lå så en ordentlig tyr, der uden tvivl holdt øje med os da vi noget usikre nærmede os. Med næsten helt rolige bevægelser kom vi forbi og hen til et mere solidt hegn, med en låge, der skilte får og kvæg på marken. Fårene har en lidt bedre størrelse end kvæget hvis de skulle blive sure, selvom de også har horn her i Skotland.

En sidste sejltur op af fjorden med de ufattelige grønne bjerge som indramning bragte os til sørejsens næste mål: Den Caledoniske kanal.

... og et skridt tilbage...