af: Bjørn og Bjørn

7/25/2005

Atlanten

Efter grundigt båd eftersyn sejlede vi fra Azorerne for motor og i stille vejr. Efter to timer fik vi lidt vind så vi kunne sejle for sejl ud forbi de smukke Azoerøer. Man sidder og nyder det i sommertøj imedens, med danske øjne, fremmede og eksotiske væsener kommer forbi: Delfiner, skildpadder, portugisiske orlogsmænd, shearwater fugle og hvaler. Vi får varm pizza; hvor svært kan det være at sejle på Atlanten? Om aftenen går tre af besætningen på køjen. Så er man klar til nattevagten. Ca. to timer pr. besætningsmedlem. Det giver god tid til lang nattesøvn; et rigtigt driverliv. Motoren larmer godt nok en del og får også båden til at ryste lidt; men sådan noget kan man vænne sig til. Selvfølgelig kommer dagens største højdepunkt da de tre besætningsmedlemmer er slumret hen. Et stor blås i det fjerne: Helt sikkert en hval. Vi sejler direkte imod den. Motoren sættes i frigear, hvilket er nok til at vække gasterne. Hvaler bliver der råbt!!!! Vild forvirring. Alle vælter op med kameraer klar. Vi ligger midt i en flok kaskelothvaler. En af dem udfører en hel stor opvisning, måske for at blære sig overfor hunnerne. Den løfter halen op af vandet og slår den hårdt ned igen. Brag, plask og hvalhud over hele området. Efter showet går bes&ae

En kaskelot viser sin hale frem.

lig;tningen igen til køjs. Lidt efter kommer en stor flok delfiner; på ny panik og de søvnige gaster vælter op igen. Delfinerne springer og svømmer foran båden, resten af natten bliver smuk stjerneklar og stille. De fem stjerner med form som et "W" i Casiopaia kan bruges til at syre efter. Næste dag er også stille med lidt sejl på og små søde bølger. Vi kan ikke se land mere og der er ca. ti døgn til vi ser Irland. Havets dybe klare mørkeblå fortæller vi er langt til havs.

Blæsevejr: Vinden øger til "frisk" lige i snuden. Bølgerne er ikke så søde mere. De kommer fra to sider: Skråt fra siden og lige i snuden. Sådan en kombination kan give rumlemaver. Rumlemaver er på kanten af søsyge. Når man kommer op fra kahytten er det nødvendigt med sejlerdragt, redningsvest og livline. Snart er man oversprøjtet med saltvand. Vandet er heldigvis lidt varmt. Frivagten skynder sig ned. En kop vand og en kiks er et stort måltid. Derefter plejer frivagten rumlemaven i køjen. De andre på frivagt "nyder det" også i køjen. I kahytten gynger klamt tøj rundt og fugtige sko og støvler kurer rundt på gulvet. Bådens bevægelser i søen får rumlemaverne til lette 5-10 cm fra køjen og lande ublødt igen. Toiletbesøg

Blås fra en bardehval.

er noget af en prøvelse; man vælter fra side til side ud til de lille hus og lukker døren. Herude rammer man loft og vægge flere gange før man er færdig. Så mangler man lige turen tilbage til køjen. Lidt vand, et æble, en kiks. Vi gemmer det varme mad lidt. Efter 4 døgn med frisk vejr bliver det stille igen. Båden ligner nu pludselig en myretue. Tøj til tørre, oprydning, tørre vægge af for saltvand. Kahytten bliver luftet ud, skipper laver varme toast med ost skinke tomat og sennep. Vi gi'r ti kokkehuer. Havet er spejlblankt. Vi ligger i et område med et mylder af liv i overfladen og pludselig kommer en stor bardehval tæt på båden. Den kommer op som i slowmotion og laver et blås, tilsyneladende ikke bange. Den bliver længe rundt om båden, medens vi fotograferer løs.
Det er også Bjørns fødselsdag, og efter morgensandwich får vi roulader og champagne. Til frokost; en bjørnegryde henkogt i Horta, beregnet til dagen. Så meget mad spiste vi ikke sammenlagt på de fire blæsevejrsdage.

Næsten hele vejen så vi et mærkeligt dyr på vandet. Den lignede en stor golfkugle behængt med muslinger, vi diskuterede hvad det var. Vi fandt fiskenettet frem og hev en indenbords. Vi er stadig i tvivl om hvilket dyr det er. Der er et billede af den i galleriet.
Herefter fik vi fin vind resten af vejen. Vi var også kommet op over 45 grader nord i vestenvindsbæltet. Bølgerne blev fire-fem meter høje, men heldigvis kommer de nu bagfra og vi racer derudaf med slæk på skødet, et døgn over 140 sømil. Der er en konstant syden af brus og brækkende bølger; men det er alligevel til at færdes i kahytten. Vindroret styrede perfekt under hele turen, vi sendte nok alle en venlig tanke til Peter Mathiesen fra Nordborg.

I Horta lå vi ved siden af en båd der hed Ibis fra Falmouth, hvor utroligt det end lyder, mødte vi den ca. to døgn før vi nåede Irland. De sejlede fire døgn før os. Ibis er en gammel engelsk trækutter med røde bomulds sejl og krydser ikke ret godt mod vinden. Besætningen var Spike, Helen og den danske pige Ditte. Helen og Spike underholdt hele havnen i Horta med deres irske folkemusik.
Da vi kom tættere på Irland lagde søen sig langsomt og kort før vi sejlede ind i fjorden ved Kinsale var vandet blevet helt fladt. Det var en meget flot indsejling med gamle fæstninger på begge sider.

... og et skridt tilbage...