...Kort og sejlet rute...
|
| |
Sørejsen er ikke fuldført før sømanden atter når sin hjemhavn.
|
| |
Vi landede i Kinsale (Irland) efter elleve døgn til søs. Den lille by emmede af sommerferie og med alle de nye indtryk, gik der ikke mange timer før den sidste del af Atlanterhavskrydset var kommet på afstand. Efter at have brugt lidt tid på at gøre Nangijala i stand med vand og sæbe begav vi os alle fire (Bjørn A, Bjørn B, Mette og Mads) på tur i det nærmeste irske landskab.
|
| |
Gasternes beskrivelse af turen på Atlanten
|
| |
På havnen i Horta by er der en bestemt stemning. Turisterne er af en ganske særlig slags. De fleste er senede mennesker hvis ansigter er lidt mere vejrbidte end almindelige charterturister. Håret og skægget er lidt for langt og øjnene smalle. Alle har lidt salt bag ørene for alle har sejlet langt for at komme hertil.
|
| |
Rundtur på Faial i lejet bil på nogle af Europas tvivlsomste veje.
|
| |
Vi må indse det. Vi har det ikke. Det som vores højt ærede statsminister håber vil føre hans undersåtter frem mod en fantastisk fremtid med bedre vilkår til alle, lavere skatter og alle i arbejde, er ikke i højsædet blandt Nangijalas besætning. Vindermentalitet, for det er det vi snakker om, er bare ikke en del af dagligdagslivet på vej i en lille båd over Atlanten.
|
| |
Folk fra Cape Breton er kendt som nogle af de flinkeste mennesker. De overgås måske lige af folk fra New Foundland, som er kendt for at være så gavmilde, at de 'ville give dig den skjorte de har på'.
|
| |
Midt i Magdalenegolfen ligger tolv øer forbundet at kilometerlange sandtanger. ørene er kendt som Iles de la Madeleine og er beboet af 13.500 mennesker der primært lever af fiskeri, især hummerfiskeri. øerne tiltrækker også nogle turister, især om sommeren og efteråret, når vejret er godt og vandtemperaturen er rimelig.
|
| |
Som bussen ruller ind på Gaspés busstation ser vi spændte ud over havnen hvor Nangijala har tilbragt en kold vinter. Vi kan på lang afstand se at hun står hvor vi efterlod hende og småløber begge spændte ned mod marinaen godt tynget ned af 60 kg bagage. Vi gyser da vi ser at havnebassinet stadigvæk er tilfrosset. Foråret er bestemt ikke kommet til Quebec.
|
| |
Vejret svinger meget fra dag til dag, men der er en tendens til at det er mere gråt og blæsende end solskin. Vinden er som regel i vest / sydvest og en let byge falder ofte fra den overskyede himmel. Efteråret har sat sine spor i Gaspé, byen som ligger der hvor franskmanden Jacques Cartier for første gang satte sine fødder på Canadas jord i 1534.
|
| |
Som vi nærmede os Minganskærgården midt om natten lagde den hårde sydvesten vind sig og der blev helt vindstille. Det var rart for vi skulle ind igennem et smalt klippestræde i buldermørke og det er svært nok uden en vind til at skubbe Nangijala ud af kursen.
|
| |
Efter en hel sommer i det ferske vand, kan man godt mærke at man har savnet saltvandet. Luften får en anden frisk duft på havet og vandet er igen så klart at vi kan se bunden når vi ankrer op. Alt det med saltvandssår og salt i tøjet er glemt.
|
| |
Navnet Quebec stammer fra det indianske kebec som betyder: "Stedet hvor floden snævrer ind". På dette sted er St. Lawrence floden kun en kilometer bred. Vi er kommet så langt ud mod Atlanterhavet at tidevandet igen er en faktor der skal tages alvorlig.
|
| |
Vi ankom til Montreal en sen eftermiddag, efter en tur igennem endnu to sluser som førte os de sidste ca. 35 meter ned mod havniveau. Montreal var endestationen for Bjørn, men vi havde lige en lille uges tid til at se nærmere på den travle by.
|
| |
Turen fra Kingston til Montreal byder på tusindvis af øer, endnu flere både og en stærk strøm der skubber Nangijala blidt ud mod Atlanterhavet. Området er fyldt med sten og mudderbanker, så derfor er en køl på godt to meter ikke rar at sejle rundt med.
|
| |
Wellandkanalen forbinder Lake Erie og Lake Ontario. Kanalen blev bygget omkring 1830 og indeholder i alt otte sluser som til sammen sænker eller hæver skibe over hundrede meter. Lake Erie og Lake Ontario er også forbundet af den naturlige Niagara flod, det er bare en rigtig dum ide at prøve at sejle den vej, for midt mellem de to søer falder floden brusende ned i de fantastiske Niagara vandfald.
|
| |
Med blæsevejr og en god portion medstrøm fløj vi ud af renden ved Sault Ste. Marie mod den første ankerplads i North Channel; Lyon Cove. Stedet var godt beskyttet for den kraftige nordvestenvind, som i sine vildeste stød den eftermiddag nåede op på en stormende kuling. Heldigvis er sejladsen i North Channel meget beskyttet, for der ligger øer overalt der bremser bølgerne før de bliver store.
|
| |
Vi sidder i Nangijala og hygger os. Det er morgen og morgenmaden er lige blevet stoppet i munden. Det ekstra varme tøj er på, for planerne var at sejle videre langs Superiors nordkyst. Den plan blev dog hurtigt kasseret da vi hørte vejrmeldingen; "Small craft thunderstorm warning in effect, small craft wind warning in effect". Så nu hygger vi i stedet.
|
| |
Efter mange dages fortvivlende venten kom Nangijala endelig trillende ned af hovedvej 23 til Spirit Lake Marina en kold, blæsende og meget våd lørdag morgen.
|
| |
I Duluth er det typisk dansk april vejr lige nu. Der blæser en kold vind ind fra den store sø Superior. Lyset er gråt fra skyerne som dækker himlen - skyer så tætte at man kan forvente regn når som helst. Den mørke sø viser tænder med hvidt skum på de små, men spidse bølger.
|
| |
Dette rejsebrev handler ikke om nyoplevede eksotiske rejsemål, men mere om noget så hverdagsagtigt som frustrationer og svigtende planer. Vælg selv om du orker at læse det, vi måtte skrive det.
|
| |
Der er smukt i ørkenen med de golde åbne vider, men vi har det alligevel bedre mellem træer og klukkende vandløb.
|
| |
Californien - Nevada - Arizona. Motorvej gennem endeløs ørken.
|
| |
Langturssejlerne Ruth og John er hjemme på et kort besøg i Los Angeles. Heldigvis havde de tid til at vise to danskere rundt i noget af Californiens vinland.
|
| |
Hvis man er i San Diego, er det værd at bruge en dag i den zoologiske have. Dyr i fangenskab er ikke altid lige opmuntrende, men her ser det ud til, at de fleste dyr trives godt.
|
| |
Vi er ankommet til landet som vi både frygter lidt og har meget store forventninger til. Vi er for tiden begge uenige i hvad USA tillader sig på verdensplan, men vi har på den anden side mødt så mange søde og flinke amerikanere på denne tur, at landet ikke kan være helt "Bush-ramt".
|
| |
Turen op langs ydersiden af den Californiske halvø, som vi har frygtet siden vi på St. Martin valgte at sejle den vej, er overstået.
|
| |
- er et område på 64.000 kvadratkilometer i Sierra Madre-bjergene som indeholder over 200 små kløfter, der løber sammen i seks store sammenhængende dale. Når man kommer fra et fladt land som Danmark, er der altid noget imponerede ved klippeformationer. Copper canyons dybder og udstrækning overgik al forventning.
|
| |
Mazatlan har indtil videre budt på mere end vi havde forventet. Deriblandt en sej 73 årig gringo og tropiske storme.
|
| |
Lidt ude for Mexicos vestkyst, i området nær San Blas, ligger øen Isabel. Her holder de store havfugle til for at yngle. Både pelikaner, brune suler og blåfodede suler er massivt repræsenteret og øen er fregatfuglenes anden mest brugte ynglested i verden.
|
| |
Efter et minut vralter en rystende Mads ned i cockpittet, hvor en rystende Mette kigger måbende på ham og skriger: Så DU DET?!?
|
| |
En fortælling om en sejltur om natten, besøget hos havneimperiet og om livet i byen "det lille æble" - Manzanillo.
|
| |
- er nok verdens største by befolkningsmæssigt. Da vi kun var 400 kilometer fra stedet, hvor så mange mennesker bor sammen, kunne vi ikke lade være med at tage en tur dertil for, at se hvordan livet i sådan et menneskemylder foregår.
|
| |
Der er stor forskel på byerne i Mexico. Man kan finde alt fra det fattige fiskersamfund uden nogle bekvemligheder, til sterile feriebyer med alt hvad man kan købe for penge.
|
| |
Det at sejle for sejl på Mexicos vestkyst, eller for den sags skyld Mellemamerikas vestkyst, kræver tålmodighed eller en god motor. Den fremherskende vind er på nuværende tidspunkt officielt nordvest, men det har vi ikke mærket meget til på vores ture. Heldigvis kunne man sige da vi sejler nordvest på.
|
| |
En beretning om Guatemalas fantastiske evne til at presse penge af os, og om hvordan det var at krydse den forblæste Tehuantepec golf.
|
| |
Nangijala er stadigvæk på ret køl, men en stor sejlbåd endte pludseligt sine dage på forbløffende kort tid i bugten; San Juan Del Sur, Nicaragua.
|
| |
Så kom dagen hvor seks ugers ferie i Danmark var forbi og vi atter skulle tilbage til Nangijala, som havde været efterladt i Golfito i to måneders tid. Hun havde ikke været helt alene, for Tim fra Land and Sea service havde passet på hende. Hun var dog ikke helt tilfreds med babysitterordningen og havde hævnet sig grusomt på os, men det vender vi tilbage til.
|
| |
En beretning om en besynderlig kirke, en rygende vulkan og en by som er ved at falde sammen om ørene på ?n, men som bestemt besidder stolthed.
|
| |
Endnu engang er vi på rundtur i Costa Rica som ægte landkrabber. Denne gang gik turen til den lille fredelige by Fortuna i den nordlige ende af landet. En by som ligger for foden af den altoverskyggende vulkan; Arenal.
|
| |
Kaffe, som er så vigtig en del af Costa Rica, har en spændende fortid. Historien siger at planten kommer fra provinsen Kaffa i det sydlige Etiopien. Det siges at det var hyrden Kaldi der, i omkring år 850, bemærkede at hans får blev en del livligere efter de havde spist plantens røde bær. Drevet af nysgerrighed prøvede han selv at gufle nogle bær i sig. Kaldi blev derved verdens første kaffoman.
|
| |
Det er nok ikke at overdrive, at påstå, at Costa Rica er et af de smukkeste lande i verden. Der findes enorme arealer dækket af regnskov, bjerge med højsletter og dale dyrket med bananpalmer der giver skygge til de sarte kaffeplanter. Alt er grønt, meget grønt. Selv når man kommer op i bjergene over trægrænsen, fortsætter vegetationen i eventyrlige grønne nuancer, blot i andre former end regnskovens snærende tæthed.
|
| |
Vi anduvede i mørke. Det var meget mørkt og vi havde kun en svag fornemmelse hvor land var. Lige inden vi skulle til at sejle ind mellem øerne til ankerpladsen kom månen frem bag skyerne og lyste op. Det var lidt heldigt, for vi opdagede i tide at vi havde kurs mod en lille klippe ø, som ifølge kortet ikke skulle ligge så tæt på. Der var blevet lavt og bølgerne havde lagt sig, så vi valgte at smide ankeret hvor vi var og vente på dagslys inden vi sejlede helt ind i bugten. Vi var ankommet til naturreservatet ved den Panamanske ø; Coiba.
|
| |
En beretning om Nangijalas tur gennem Panama kanalen
|
| |
Lang tid før man når til Colón fra søsiden, ser man de store handelsskibe ligge for svaj på det åbne hav. Colón er en travl havn og selv om der er store ankerområder inde i havnekomplekset, er der ikke plads til alle. Det er ellers en stor havn. De to ydermoler er tilsammen 71/2 kilometer lange.
|
| |
San Blas er det spanske navn for Kuna Yala, en autonom region i Panama. Det er kunaindianernes hjem. Det er et unikt samfund, der på mange måder stadig lever som for 500 år siden. Selvfølgelig dukker moderne livsstil og hjælpemidler op hist og her, men samfundet prøver at beskytte deres gamle kulturelle værdier.
|
| |
I landet Panama gemmer der sig tilsyneladende mere end en kanal. Her fra dækket på Nangijala kan jeg i baggrunde se store blå bjerge der samler kæmpe skyformationer i løbet af dagen og kan garantere tordenvejr mindst en gang i døgnet.
|
| |
En spæd måne lyser febrilsk ned over os, som om den prøver at opveje dens ringe størrelse. Stjernerne hjælper til, men det er ikke rigtig nok til, at give mere lys end man lige kan skimte bølgerne før de rammer skroget. Bølgerne er ikke særlig store, men det er spændingen ombord. Vi sejler med 6 knob gennem natten. Ifølge vores søkort har vi 3 mil ud til øst en gruppe rev der er starten på det der kaldes Moskito Cays. Tre andre mil mod vest har vi Nicaragua. Det er så tæt på at vi sagtens burde kunne se lysene fra byerne derinde, men der er ikke noget at se. Der er ingen byer eller hvis der er, er de så små og fattige, at de ikke har elektricitet. Månen opgiver hurtigt embedet og går ned. Natten er meget mørk.
|
| |
En gruppe øer lidt nord for Honduras fastland har meget at byde på. Der er utrolig forskel mellem øerne og man kan møde luksus timesharelejligheder, ubeboede øer, fattige fiskerlandsbyer og industrielle fiskefabrikker på meget lille område.
|
| |
Vi var lidt bekymret over hvordan vi skulle komme videre sydpå fra Isla Mujeres i Mexico. Vi vidste at strømmen ville være kraftig og imod. Vinden ville nok heller ikke makke ret, og så har man ikke mange chancer i en lille sejlbåd.
|
| |
I den del af Caribien, hvor yucatan halvøen ligger, findes et specielt vejrfænomen kaldet "thunderstorms". Sådan en tordenstorm oplevede vi her til aften.
|
| |
Mange af beboerne på Isla Mujeres, ja faktisk hele Yucatan halvøen har meget specielle træk. De ligner ikke rigtig nogle vi har set andre steder i Caribien. Både mænd og kvinder er generelt meget lave. Det er ikke unormalt at være under 11/2 meter.
|
| |
På Isla Mujeres ved den caribiske kyst af Mexico går vi rundt og nyder livet. Noget af det mest fantastiske ved denne ø er vandet, der omgiver den. Det er noget af det klareste vi hidtil har set og farven svinger fra helt turkisblå på det lidt dybere vand til lysegrønt på det lave vand.
|
| |
Så er det blevet tid til at vore vande skilles, Jesper og jeg afmønstre her på Isla Mujeres for at rejse lidt rundt i landet inden vi skal hjem til eksamener i Danmark.
|
| |
På trods af de mange propaganda plakater og smilende portrætter af Fidel langs vejene og på husmurene så går det skidt med revolutionen i Cuba.
|
| |
Mange ting her på Cuba er en del anderledes end der hjemme. Den tydelige mangel på ting og sager skinner igennem over alt. På gaden så vi en mand som tilsyneladende levede af at reparere engangslightere. Hvis din lighter skulle have ny sten eller noget nyt gas, så klarede han det, og så er den jo så god som ny.
|
| |
Så nåede vi Cuba. Vi er glade for at vi når at komme til landet inden Fidel Castro går af. Landet med en blodig historie skal i de næste uger opleves på nært hold.
|
| |
Der er store kontraster mellem landene i Caribien. På små afstande kan man opleve mange forskellige nationaliteter og ligeså mange forskellige samfund.
|
| |
Så tror jeg at vi har oplevet den første lille storm. Heldigvis ligger vi for anker i Simpsons Bay Lagoon som er kendt for at være et rimeligt sikkert sted at være under orkansæsonen. Her er da også gode forhold. Lagunen er en lille indsø på st. Maarten som er fuldstændigt beskyttet fra havets bølger.
|
| |
Mads og Mette har nu skrevet en del rejsebreve på deres nu 8 måneder lange tur. Nu er det blevet Maj og Jespers tur, deres nye gaster, til at give en blik over hvad der sker i deres og Mads og Mettes liv.
|
| |
St. Kitts, eller St. Christopher er faktisk en mere spændende ø, end vi først havde regnet med. Vi kendte ikke så meget til den på forhånd og regnede med at det "bare" var endnu en caribisk ø. Måske er det fordi vi har været her længere end på de andre øer, at vi har fået mere tid til at udforske og derved finde de spændende ting. Måske er det fordi den faktisk er lidt speciel.
|
| |
Noget af det vigtigste når man rejser er respekt. Respekt over for myndighedspersoner, love og regler, kultur og især de mennesker man møder.
|
| |
Dette rejsebrev bliver skrevet nu dels fordi vi har dårlig samvittighed over hvor lang tid det tog os at få skrevet om Tobago og dels fordi vi er nødt til at bruge noget strøm...
|
| |
Tobago, især Charlotteville er helt sikkert et af vores turs højdepunkter. Et sted vi sent vil glemme og ikke regner med at finde magen til igen.
|
| |
Ikke dårligt når ankerbugten er fyldt med vrag, skildpadder og masser af koraler. Det er bare at hoppe i, vandet er nu 27 grader så vi behøver ikke engang at tage dykkerdragterne på for at holde varmen.
|
| |
Det er mærkeligt at man kan tage af sted i en sejlbåd, sætte sejl, vente i et par uger og så være over på den anden side af Atlanten. For det er stort set det der er sket. Ingen dramatik, ingen frygt bare lidt kedsomhed.
|
| |
Vi skal til at forlade dette skønne sted, som har gjort at vi for første gang føler, at vi er kommet langt hjemmefra. Cap Verde vil vi se tilbage på som en blanding af varme søde sorte mennesker og primitive tilværelser, som på ingen måder virker håbløst fattige.
|
| |
Cap Verdes befolkning er meget blandet. En stor gruppe kommer fra Senegal, og er taget til Cap Verde for at arbejde, så de kan sende penge hjem til deres familier i Afrika. Deres arbejde består hovedsageligt af at tjene penge ved at sælge "Afrikansk kunst" til turister eller lave afrikanske frisure på dem i form af en masse små fletninger.
|
| |
Det tog os 7 og et halvt døgn at komme fra Carnarie øerne til Cap Verde øerne. Det første døgn sejlede vi kun 20 af de ca. 800 sømil, da vi fik uventet strid modvind og måtte ligge 14 timer i en lille bugt for anker og vente på bedre vejr. Om morgnen begyndte nordøst passaten stille og roligt at blæse og vi kunne komme af sted. Dag 3 til 7 sejlede vi i en kraftig vind med voksende bølger. Vi rasede af sted med en topfart på 14,9 knob (alt for meget til sådan en lille båd).
|
| |
Nogle både er mærkeligt bygget.
|
| |
Blandt andet en tolderoplevelse i Arguineguin
|
| |
Bananpalmer, urskov og et lille hyggeligt ø samfund uden Tenerifes turistforurening
|
| |
Endelig var vi så heldige at møde nogle af oceanets imponerende pattedyr på helt tæt hold.
|
| |
En grøn ø, som helt sikkert er værd at bruge nogle dage på at udforske
|
| |
Tørt brød, søsyge og kloret vand
|
| |
Nøj, hvor fik vi lavet meget i den her by!
|
| |
En lille fiskerby hvor vi vil slå os ned for en tid
|
| |
Tåge på havet kan bliver så tæt og tyk, at man mister retningssansen fuldstændigt. Hvilket selvfølgelig ikke er så heldigt når man skal styre et skib gennem vandet. Tågen er klam og alt bliver vådt. Den er så tyk at man kan smage den.
|
| |
Endnu et lille kvad fra Spanien
|
| |
...Nu kan du godt slappe af mor!Sådan troede vi altså at tingene forholdte sig den 3. dag vi var i søen, men den 4. dag blæste det op og vores stevnrør var pludselig utæt, så der konstant var vand over hele gulvet. Vi var for trætte til at forsætte turen forbi Finnisterre, så vi tog indtil La Coruna i stedet.
|
| |
Nordsøen er et overstået kapitel! Forude venter kun sol og dejlige sandstrande :-)
|
| |
Et rejsebrev der blev skrevet fredag d. 30-6-02 - dagen efter en rigtig hård tur.
|
| |
En lille fortælling fra en lille båd i gang med en stor rejse
|
| |
Q: Hvor mange sønderjyder kan der være i Nangijalas agterrum?
A: Kun en, men hvilken en....
|
| |
Båden er tæt, sådan nogenlunde da. Forbindelserne til bankerne er ordnet, lige bort set fra en enkel løs ende. Lejligheden er ordnet og lejet ud til en tilfreds lejer, men der var vist noget med køleskabet. Alt langturs udstyret er købt, monteret og klart, lige med untagelse af vindror, kompressor og andre småting. Og så var der vist også noget med et firma der gik konkurs og nogle penge der skulle komme fra Lønmodtagernes Garantifond en gang... Men hjemmesiden kører!, tror vi nok...
|
